Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Forlænget Weekend i Sønderborg – SEP2018

fre, 21 sep, 2018. 15:00 - søn, 23 sep, 2018. 18:00

Gratis

Fantastisk Weekend i det sønderjyske er netop overstået. Man står nu tilbage med en underlig tom fornemmelse efter et par fantastiske dage i super selskab med gode oplevelser og en masse hygge. Turen skal lige have lov til at bundfælde sig og de mange oplevelser skal fordøjes (måske med en gang Bearnaise sauce til). 
Fredag; startede vi ud efter planen, men en vis skepsis da vejret jo ikke ligefrem viste sig fra sin bedste side. Regn og blæst truede den lille ekspedition mod det sønderjyske, men alligevel satte vi kursen. På vejen samlede vi de sidste gæve ekspeditionsdeltagere op og ad motorvejen gik det i rask tempo mod destinationen i Sønderborg. Alle blev vel udfordret på det køretekniske da cyklerne blev kastet rundt i vinden og turen ad motorvejen var ikke det sjoveste da man ikke altid lige havde føling med, hvor den næste kastevind kom fra. Undervejs blev vi også ramt af nogle enkelte regnbyger, men ikke det mest voldsomme hvilket gjorde turen tålelig. Nå men efter at have slidt og slæbt i styret lykkedes det alle at bringe såvel cykler som ryttere og en enkelt bagsædepassager sikkert fremt til Sønderborg. Efter indtjekning på det lokale Danhostel gik det mod centrum af byen hvor vi skulle indtage et velfortjent aftensmåltid på Jensens Bøfhus (nej ikke dig Prebsi).
Spareribs ad libitum med pommes og bearnaise sauce – der var ikke et øje tørt. Den ene halvdel af selskabet kastede sig vildt ud i projektet med ribs, mens den anden slog sig løs på en tre-retters menu. Hold da kæft hvor var vi mætte da vi senere på aftenen begav os tilbage mod hotellet. Men sikke en dag, og man sov godt om natten.

Lørdag stod det på knap så meget blæst men byger. Ikke det mest voldsomme men dog spredt og nok til at enkelte trak i regntøjet. Fra hotellet satte vi kursen mod Augustenborg hvor vi holdt en korte pause inden vi skulle med færgen fra Hardeshøj til Ballesbro. En bette tur på 10 minutter, hvilket var hyggeligt. Da vi fik fast grund under fødderne igen var det dog af den lidt fugtige slags, og kombinationen med våde og fedtede veje, blæst og regn, samt diverse nedfaldne grene og andet godt fra træerne, gjorde de mange sving og smalle veje ekstra udfordrende. Imidlertid gik det i et fint tempo sikkert fremad og alle slap gennem dagens strabadser, hvilket inkluderede et besøg på Padborg Racetrack, Frøslevlejren, Skandinavian Park i Tyskland, samt Dybbøl Mølle. En fantastisk dejlig dag med masser af kørsel og oplevelser. Aftens menu skulle indtages på restaurant Colloseum på havnefronten i Sønderborg. Igen valgte enkelte at slå sig løs på bearnaise saucen, mens andre nød lidt mere kulinariske retter som laks, stegt flæsk og pandegryde samt wienerschnitzel. Arrrr men, der var jo ikke et øje tørt og vi var alle stopmætte da vi fumlede os gennem Sønderborgs natteliv i de sene aftenstimer. Vi måtte dog sige farvel til en enkelt deltager, som havde travlt med hussalg og køb, hvilket stjal al fokus på turen – sådan kan det gå når boligmarkedet lige pludseligt rykker hurtigt. 

Søndag og sidste dag i denne forlængede weekend stod i det royale tegn. Efter morgenmaden kørte vi til Gråsten Slot hvor vi fik gået lidt i slotshaven. Det blev dog ikke til en dukkert i den royale pool, det var trods alt lidt for køligt selv om vinden var løjet betragteligt af og der var lidt længere mellem bygerne, så sågar en tendens til solskin. Efter Gråsten kørte vi mod Møgeltønder og det næste royale gæstgiveri. Undervejs blev vi dog udsat for en noget mere hidsig byge, ja så hidsig at enkelte måtte iklæde sig regntøj – igen. Et hurtig stop ved Schackenborg Slot og derfra videre mod Guldhornene. Om det var drikkehorn eller truthorn er man vist aldrig helt blevet enige om, men skidt pyt videre det gik mod Højer sluse og dagens frokost (dog uden bearnaise sauce). Vi droppede at køre til Rømø, da vi næsten allesammen havde været der på en foregående tur, så istedet satte vi kursen mod Vejen, hvor vi holdt den sidste pause inden vi skiltes får at køre mod vores hjem (ja ok – nogle fulgtes da ad hele vejen til Ikast).

Alt i alt en rigtig god tur med mange gode oplevelser og ikke mindst sjove minder. Tak til alle for rigtig godt selskab – det må vi gøre igen 🙂

 

Total distance: 596.89 km
Max elevation: 119 m
Average speed: 56.26 km/h
Total time: 00:28:24
Download

Oprindelig tekst.
Forlænget Weekend i 2018 går til det Sønderjyske nærmeret betegnet Sønderborg på Als.

Jeg har reserveret 4 dobbeltværelser på Danhostel Sønderborg City, til en samlet pris pr. person på 640,00 Dkr. Dette inkluderer 2xmorgenmad samt leje af sengelinned.

På turen er der plads til 8 deltagere, hvorfor du skal være hurtigt ude med at tilmelde dig (bemærk, at tilmelding er bindende).

Vi kører fra CicleK i Ikast fredag d. 21. september kl. 15.00 og forventer at være hjemme igen søndag d. 23. september sidst på eftermiddagen.

Vi skal naturligvis køre en tur på Als, samt det sønderjyske. Vi skal besøge Gråsten og Frøslevlejren, samt et smut over grænsen til Tyskland (så husk Pas). 

GPS rute Garmin (gdb): 20180921-23 Weekend Sønderborg

GPS rute Google (kml): 20180921-23-Weekend-Sønderborg

GPS rute i GPX format: 20180921-23 Weekend Sønderborg

 

Vel mødt.

mvh/René

 

Deltagere.
René og Marianne
Joan og Marianne
Mona og Poul L.
Vagn og Flemming Munk 

 

Detaljer

Start:
fre, 21 sep, 2018. 15:00
Slut:
søn, 23 sep, 2018. 18:00
Pris:
Gratis
Begivenhed Kategorier:
, , , ,

Sted

Circle K – Ikast
Vestergade 34
Ikast, 7430 Danmark

Arrangør

René
Telefon
+45 51 44 61 68

16 kommentarer til “Forlænget Weekend i Sønderborg – SEP2018”

  1. Selv om vejrudsigten mildest talt ser noget våd og blæsende ud, tænker jeg dog alligevel at sætte mig på kværnen og køre til Sønderborg. Vi kan være heldige at vejret dernede viser sig fra sin lidt pænere side, specielt om lørdagen. Ellers tilpasser vi ruten.

    Nogen som vil melde fra?

Skriv en kommentar