Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Spiegelau-Bayern-Schwarzwald 2012

ons, 16 maj, 2012. 07:00 - tirs, 22 maj, 2012. 22:00

Efter lang tids venten kommer nu dagen hvor vi skal på langtur – Her er Garmin filerne: Tyskland2012-1 

Indkvarteringsliste:

FW 1. Helle og John Gottshalck Andersen
FW 1. Hanne og Arne Hosbond
FW 2. Ruth og Carl E. Fyenbo
FW 2. Bente og Poul Gerhardt Jensen
DZ. Aase og Bent Knudsen
DZ. Eva og Kristian Kobberoe
DZ. Lise og Kim Alstrup Poulsen
DZ. Villy Petersen og Poul Bruun
DZ. Lis og Sven Albaek Pedersen
DZ. Helle Kristensen og Preben Jensen
EZ. Hans Henrik Fyenbo

Mvh. Preben

Dag 1. onsdag.
Klokken 6 bimler vækkeuret i baggrunden, dog helt uden grund, da det efter hånden er en times tid siden at nattesøvnen var overstået. Et kig ude på terrassen viste tørvejr, men de kloge hoveder hos DMI havde lovet at vi ville få noget regn i løbet at dagen, så køretøjet var blevet udstyret med inderfor og de langbenede ski underbukser lå klar til at beklæde vores hvide ben.
Efter en stor spand kaffe og et skønt morgenbad bliver de sidste toiletsager pakket i topboksen på motorcyklen, alt andet var allerede på plads i aftes.
Endnu en kop kaffe og så ellers af sted til mødestedet hos bageren i Ejstrupholm. 2 par var taget af sted allerede om mandagen, så det var meningen at der skulle møde 10 cykler op til afgang.
Kl. nøjagtig 07.30 triller Gerhardt og Bente i på pladsen som de sidste. Ca. 5 min senere sætter vi så kursen mod Breitenbach som er dagens mål. Vi holder en del pauser undervejs, ikke mindst pga. af det nu lidt våde vejr, en af pauserne bliver afholdt på vores ynglings restaurant lidt syd for Hamburg, så var både førere, passagerer og motorcyklerne tanket op inden dagens sidste 300 km.
Da vi nærmer os Kassel bakker trækker himlen sig sammen og bliver fuldstændig sort, vi kører dog videre i håb om at det ikke bliver alt for slemt. Da vi er kommet gennem området er det med stor forbavselse at vi ikke blev ramt af de kraftige byger vi klart kunne se. Kl. ca. 16.30 parkerer vi foran hotel Goldener Stern.
Vi er knap landet før den første weissbier læskende skyller ned gennem halsen, venligt serveret af Connie som er vært på hotellet. Men det var dog ikke alle der med sindsro nød det kolde øl. Poul Gerhards BMW havde gjort nykker de sidste 30 km, så der skulle et par fagmænd til at kigge på sagerne. Det viste at være en baghjulsleje der var stået af, egentligt ikke så mærkeligt med det læs og så selvfølgelig det faktum at det var en BMW. Desværre kunne han ikke få cyklen repareret før fredag formiddag, så de ville selv følge efter os andre når cyklen var klar, hvis ellers de kunne finde vej, for deres GPS var også stået af.
Middagen på hotellet var som altid en udsøgt fornøjelse, og der var så rigelig af den, at næsten halvdelen blev båret ud igen.
Allerede ved 23 tiden gik de fleste til ro, så de kunne være klar til de næste 600 km dagen efter.

Billeder fra dag 1. 

Dag 2. Torsdag.
Efter et overdådigt morgenmåltid, blev motorcyklerne igen læsset til med alle de medbragte pakkenelliker, jeg kan kun sige at det var godt at vi ikke blev stoppet for overlæs. Stort set alle kunne ikke proppe en tændstikæske mere i bagagen.
Vi starter op og sætter kursen mod dagens første delmål, Donau gennem bruddet tæt ved Regensburg. Efter en halvtimes pause kører vi så direkte mod Hotellet i Spiegelau i Bayerishe Wald tæt ved den Tjekkiske grænse. Dagen forløb uden regnvejr, så alle var tørre og næsten varme under hele turen.
Vi var godt klar over at der var tale om en Motorad Hotel, så at der var andre motorcyklister var nok helt naturligt, men da vi så alle de mennesker og alle de motorcyklister, nogle endda med rygmærker, tænkte vi alle på samme tid, hvad i alverden er det vi er gået ind til. Vi fik et par weisbier sammen med de fire der var kørt om mandagen, fik udleveret nøglerne til de aldeles fremragende værelser. Vi er så lidt spændt på om maden kunne stå mål til det vi efterhånden er blevet vandt til på vore tysklands ture.
Efter et bad gik vi til restauranten og fandt en kæmpe buffet, masser af kød, salat og andet tilbehør. Stort set alle spiste sig en mavepine til. Øllet, rødvinen og den efterfølgende Irish Coffee var selvfølgelig også i orden.
Vi tjekkede vejrudsigten, som sagde tørt og solrigt, temperatur omkring de 20 grader, og det endda i alle retninger, så det var ligegyldigt hvilken tur vi valgte til den første tur i området.
Nogle var trætte efter 2 lange dage og gik tidlig til ro, andre blev i baren til omkring midnat.

Billeder fra dag 2. 

Dag 3. Fredag
Vågnede igen før vækkeren bimlede, et hurtigt bad og så ellers ned til et aldeles lækkert morgen buffet.
Vi valgte at køre turen langs floderne Donau, Inn og Elz. Så klokken 09.00 blev afgangs sirenen fyret af. Vi havde forinden aftalt at køre efter sætte af metoden, så var vi da næsten sikker på ikke at miste nogen undervejs.
Området viste sig hurtigt at være fuldstændig perfekt til motorcykelture, masser af bløde sving, dejlig rent asfalt, for slet ikke at tale om den helt fabelagtige natur. Stigninger/fald på op til 20% gjorde bare det hele lidt mere interessant.
Uanset i hvilken retning vi kiggede, var udsigten storslået, bjerge, skove, dale, floder i skøn forening. En natur der bare ikke kan opleves i lille Danmark.
På trods af ihærdige forsøg, lykkedes det ikke at finde et udsigts punkt hvorfra vi se de tre floder løbe sammen, på grund af disse forsøg var vi havnet på den forkerte side af Donau og måtte krydse floden i en lille flodpram.
Kl. ca. 16 var vi tilbage på hotellet. Dog valgte vi at proviantere lidt hos den lokale købmand, så vi kunne spare lidt på udgifterne til drikkevarerne. Det var nemlig så heldigt at nogle fra holdet var indlogeret i hotellets sommerhus på den anden side af gaden og der var en lille tilhørende have hvor vi kunne side i fred og ro.
Da vi havde aftalt med hotellet at reservere et af spiselokalerne til kl. 19 for at kunne sidde samlet, gik vi i bad omkring kl. 18.
Vi var blevet oplyst at vi denne aften skulle have Bayersk Grill, så det var med spænding at vi satte os i restauranten, lige uden for vinduet oste grillen så det var lyst. Vi tog vores tallerken med derud for at få lidt kød. Det viste sig dog at der ikke var tale om lidt kød, men meget kød. En halv skank, fyldt skinke samt lidt andet grillet svinekød. Efter at have fået fyldt kødet på tallerken var der ikke plads til noget som helst tilbehør. Så en tallerken nummer 2 måtte i brug. Rigelig med drikkevarer blev brugt til at skylle kød rationen ned med.
Med maven udspilet afventede vi så at den havarerede BMW skulle dukke op, væddemål blev indgået omkring tidspunktet.
Klokken 20.51 dukkede den havarede motorcykel så op på parkeringspladsen, nøjagtig 9 minutter for tidlig til at Hanse skulle i vandet med tøj på.

Billeder fra dag 3.

Dag 4. Lørdag.
Morgenmaden står klar til indtagelse, osten med chilli er blevet favorit hos flere. Kaffe i rigelige mængder til at klare hjernen, juice til at dulme tørsten. Så er vi ved at være klar til en ny dag på nakken af motorcyklen.
Da vi havde 2 hold, der på grund af det altid tidskrævende arbejde, allerede søndag skulle sætte kursen mod Danmark igen, valgte vi at tage turen gennem den Tjekkiske del af naturparken, så klokken 09 blev Gps’erne sat ind til nordøst, efter ca. 30 km nåede vi den Tjekkiske grænse, hvilket ikke kunne gå ubemærket hen. Lige så dejlig den tyske asfalt var, lige så ujævn var den tjekkiske. Efter at have kørt et stykke tid, var der ikke engang asfalt, men bare brosten der nærmest var smidt ned med en skovl.
Naturen var dog fantastisk når der var tid til at nyde den uden rystelser. De ellers lovede bjørne og andre vilddyr glimrede i deres fravær.
Da vi igen krydsede grænsen, denne gang til Østrig, skiftede vejbelægningen igen til dejlig jævn asfalt. De østrigske bjerge er både sjove at køre i, men bestemt også skønne at se på, når altså der lige var tid til det uden at det gik ud over koncentrationen.
Under en af dagens pauser blev en ST1300 pludselig meget træt og måtte hvile sig lidt, der jo også en gammel sang med teksten ”først en halv time på den en side”.
Efter endt tur, blev der igen provianteret i rigelige mængder, så vi alle kunne hygge os i de efterhånden 25 graders varme i haven.
Denne aften stod menuen på Bayersk Buffet, Masser af specialiteter fra egnen, superlækkert, så igen blev der spist for meget.

Billeder fra dag 4.

Dag 5. Søndag.
Det var utroligt at alle stadig havde plads i skidesækken til morgenmaden efter de mængder mad der de sidste dage var blevet konsumeret, men det så faktisk ud til at være tilfældet.
Madpakker blev smurt med pålæg efter eget valg.
Turen i dag gik mod nordvest. Det passede Poul Gerhardt og Bente fint, så de besluttede sig for at køre med den første 1/3 del af turen, inden de så satte næsen mod Danmark.
Naturen er simpelthen bare fantastisk på disse kanter, det er slet ikke til at få nok. Masser af sving, stigninger og fald. Asfalten er ren overalt, så der er ikke den store risiko ved at give lidt rulle i svingene. Dog var nogle af vejene nærmest beregnet til transport af får i enkelt sti system, så disse steder var det med lidt forsigtighed af vi førte os frem.
Det kulturelle mål for dagen var en stort glaskunst udstilling, hvor pigerne og andre interesserede kunne forlyste sig.
Herefter gik turen tilbage til hyggehaven, dog sørgede vi for at tanke, så vi var klar til hjemturen.

Billeder fra dag 5.

Dag 6. Mandag.
Taskerne blev igen pakket, klar til hjemturen.
Godt morgenmætte samles flokken foran hotellet. 2 hold valgte at fortsætte ferien i Tjekkiet i nogle dage, så der skulle siges pænt farvel.
Målet for dagen var Goslar i Harzen, så omkring 600 km ventede os i 28 graders varme.
Turen forløb helt uden dramatik, og da vi nu kun var 8 cykler tilbage kunne hastigheden godt hæves nogle procenter.
Vel ankommet og indlogeret på de to nabohoteller, spadserede vi en tur i byen for at finde lidt aftensmad på en af de lokale restauranter.
Der var ikke så mange mennesker i byen så vi fandt forholdsvis let et sted hvor vi alle kunne sidde samlet.
Så efter en stille aftensmåltid gik vi hver til sit.

Billeder fra dag 6.

Dag 7. Tirsdag
Efter et utroligt lækkert morgenmåltid samledes vi på parkeringspladsen bag hotel Kaiserhoff, der var så 2 der germe ville køre for sig selv resten af vejen, de ville gerne holde lidt flere pauser undervejs.
Tilbage var vi så kun 6 motorcykler, så hastigheden kunne hæves lidt. March hastigheden blev så sat til ca. 140-150 km/t.
Hurtigt nærmede den danske grænse sig, så var det bare om at finde et sted, hvor vi kunne få lidt fornuftig frokost.
Efter ”frokost tankning” gik turen igen nordpå. Omkring Kolding standsede al trafik på motorvejen, så vi forsøgte at finde alternativ rute ind gennem Kolding, men BMW har det jo med at have deres egen mening, så det gad den ikke lige, i hvert fald ikke uden yderligere overtaling.
Til sidst lykkedes det dog at komme i Ikast, til den længe ventede kolde pilsner på Preben og Helles terrasse.

Billeder fra dag 7.

I alt blev der kørt 3043 km pr. cykel.

Tak for en helt fantastisk tur til alle, og tak for den altid dejlige atmosfære der er når vi er sammen.

KOMMENTARER:

Hans Henrik Fyenbo
Som altid, en kanon hyggelig tur, den godmodige mobning, er jo altid festlig. Jeg var nok ikke den eneste, som op til turen, studerede div. vejrudsigter, og sagde, nu gør jeg det ikke mere, for nu har jeg fundet én der er god, men blev alligevel ved, helt til onsdag morgen kl. 6. Vi fik jo lidt vand på vejen ned, men var da tørre da vi nåede frem, selv på trods af, at jeg de sidste km., kørte “eskorte” for en Tysker. Det gjorde kun den første “måge” det bedre. Torsdag morgen, var vi bare SÅ klar til de sidste km. Dejligt sted Prebsi havde fundet til os, og alle tiders med hus og tilhørende have, som vi jo brugte flittigt hver dag. Og jeg var nok den, der var mest glad for, at se Gerhard rulle ind inden kl. 21, en stor tak til BMW for det:-) Dagsturene dernede var alle 3 bare “skidegode”, der var alt hvad vi kunne ønske os, masser af swing, små gedestier, god asfalt (som regel) skønt vejr, som bare blev mere og mere varmt, og det vigtigste: det hyggelige selskab. Mandag morgen norpå igen, og der kan man da vist godt sige, at det var varmt, men jo bedre var det hurtige bad på hotellet, og den kolde øl på terrassen. Ud at spise, og der kan man godt sige, at der gik “SCHNITZEL” i den, synd at Arne ikke var med (han er vist nok vild med lige præcis denne ret:-). Op tirsdag morgen, en gang morgenmad, og så ellers bare hjemad. Nu var r…. jo egentlig ved, at være godt brugt. Varm dag igen(det må vi jo ikke klage over), og det kørte bare derud, lige indtil Kolding, hvor der nok lige, blev lagt en god time til hjemkomsttidspunktet. (kan ikke lige huske hvorfor). Øllen på terrassen, var som altid god, og så ellers bare hjemad, og få Hondaen af. Tak til Preben for den veltilrettelagte tur, og til til alle jer andre, for det gode og hyggelige selskab.
Carl Erik Fyenbo
Hej Alle Tusind tak for en rigtig god tur, det var en fantastisk tur igen, takket være Preben, det var en rigtig god tur nedad, selvom vejret ikke var det bedste den første dag, men med det gode humør som alle møder op med skal der mere end vejret til at ødelægge det for os, da vi nåede frem til Waldfried kiggede vi godt nok lidt på hinanden, da vi så alle de ”rockere” hvornår mon der bliver ro om aftenen, var der vist nogle der tænkte, men det gik jo helt over forventning, og så havde vi jo vores lille hyggelige have hvor vi kunne sidde i rundkreds og fortælle røverhistorier, når vi kom hjem, heldigvis havde vi Holger som vicevært, det klarede han fantastisk godt, når alle gæster var gået hjem, sørgede Holger for oprydningen. Det var nogle fantastisk gode ture Preben havde arrangeret for os dernede, på den samme dag nåede vi faktisk at besøge tre forskellige lande, Tyskland, Østrig og Tjekkiet, vi oplevede simpelthen en natur som på et glansbillede. En stor tak til Preben og Helle for en rigtig god og veltilrettelagt tur, og tak til alle i andre for det hyggelige selskab. PS. Jeg husker intet om, at der skulle have været noget galt med en BMW, det er vist noget Swingerhans har drømt i et Japanerimareridt. Hilsen Ruth og Carl
Kristian Kobberø
Hej alle. Tusind tak for en kanontur. Det er altid dejligt at være sammmen med jer. Hyggeligt og festligt. Selvom Eva og jeg havde en “swingertur” til den forkerte Breitenbach, så var turen veltilrettelagt med mange gode oplevelser lagt ind. Især Østrig gør et stort indtryk, men også Bayern og Tjekkiet var en stor oplevelse.Endnu en gang må man undre sig over kvaliteten af BMW mc. Én fik en hedetur ved Kolding, en anden fik et sammenbrud på bagakslen. Stedet var super. Dejlig placering og gode faciliter og på trods af en stresset indehaver, så gled det alligevel. Tak til jer alle, for en rigtig god tur.

Detaljer

Start:
ons, 16 maj, 2012. 07:00
Slut:
tirs, 22 maj, 2012. 22:00
Begivenhed Kategorier:
, ,

Arrangør

Preben Jensen
Telefon
41402041
E-mail
preben.jensen@mcikast.dk

Sted

Parkeringspladsen ved motorvej øst.
La Cours vej 14
Ikast, 7430 Danmark
+ Google Maps

Skriv en kommentar