Covid19 situationen.

HUSK stadigvæk at være opmærksom på hygiejne. Hold afstand, undgå for tæt kontakt, host/nys i ærmet. COVID-19 er stadigvæk aktiv og vi skal passe på hinanden.

Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Breitenbach Hessen Tyskland 2009

tors, 21 maj, 2009. 07:00 - man, 25 maj, 2009. 20:00

Følgende var med på turen:
Kim og Lise
Bent og Åse
Preben og Helle
Axel
Kristian og Eva.
Sven og Lis.
Preben Kjærsgård
Hans H og Carl E
Villy og Poul

Garmin filer: Tyskland_samlet

Dag 1. turen derned.

Som Planlagt i samarbejde med de højere magter, var vi klar til afgang på en dag med super flot vejr kl 07.00.
Efter lidt snak om vejr og vind, samt om hvem der skulle køre forrest og hvem der skulle være bagstopper, startede vi op på den 655 km lange tur.
Vi var inden afgang blevet enige om at tage en pause mindst en gang hver time, det blev overholdt. Desuden var vi enige om at tage en større frokost pause lidt væk fra motorvejen, primært for at få noget ordentligt at spise, men ikke mindst for at få det til en ordentlig pris.
Vi fandt en lille cafe/restaurant ca. 5 km fra A7, hvor det var muligt at sidde under åben himmel i det ca 25 grader varme trykkende luft, så vi parkerede de tohjulede og fandt en siddeplads på terrasen. Servicen var helt i top, men kokken var dog ikke vågnet af sin middagssøvn, så der gik lidt tid inden svinet var slagtet og serveret.
I et anfald af sløvsind lykkedes det en af vore medlemmer at indtage største parten af en andens bestilling inden indehaveren af retten fik serveret en helt forkert menu. Men det fandt vi nu ud af i fuld fordragelighed.
Som tidligere nævnt havde vi masser af tid til turen så derfor blev gennemsnits hastigheden incl. pauserne også beskedne 66 km/t.
Vel ankommet til hotellet, og motorcyklerne placeret i den dertil indrettede garage, fik vi hurtigt bestilt en håndfuld af de tyske weisbier, så væskebalancen kunne blive genoprettet, det viste sig dog hurtigt at underskuddet var betydelig større end 0,5 liter så kromutter måtte løbe lidt flere gange.
Vi havde på forhånd bestilt aftensmaden til kl. 19.30, så selvfølgelig var de klar til at servere 3 lækre retter da vi var klar efter en gang vaskning kl. ca. 19.45.
Menuen bestod af aspargessuppe, wienerschnitzel og en chokoladebudding til dessert. Det var bare helt i orden OK.
Efter indtagelse af en mindre portion alkohol, blev stemningen løftet til en anden dimension, vittighederne faldt i stimer og lattermusklerne blev motioneret indtil trætheden fra køreturen overmandede os og vi kravlede i seng i de lækre værelser med nyredte senge.

Billeder fra dag 1. 

Dag 2. Kellerwald Edersee.

Efter en god nats søvn og et solidt morgenmåltid, samt efter udlevering af en overraskende madpakke forsøgte vi at blive klar til den planlagte afgangstid kl. 09.00.
Det lykkedes næsten, kl. 09.11 blev motorerne startet op i skyfrit vejr til en tur der viste sig være helt i verdens klasse. Ingen af deltagererne havde tidligere prøvet at køre en rute med så gode sving belagt med så god asfalt og så fine oversigt forhold på sammen tid. Så alle fik øvet swingteknik i stor målestok denne dag.
Naturen i området er ganske enkelt ubeskriveligt, det skal bare ses, bakker/bjerge med masser af skov, flotte gamle meget vedligeholdte bygninger overalt. Søen er faktisk kunstigt opdæmmet, men det må være mange år siden, da alt så helt naturligt ud.

Efter turen skulle væskebalancen igen genoprettet, men da vi var færdig med dagens tur allerede kl. 14.33 var der selvfølgelig også tid nok til at den foretrukne bryg kunne indtages i ro og mag indtil spisningen denne aften kl. 19.

Dagens menu var en grønsagssuppe efterfulgt af en helt super fiskebuffet med alt fra havet, hvis der var nogle enkle der ikke kunne svømme var der også mulighed for kød fra landjorden. Desserten var igen en af de lokales foretrukne buddinger, som dog også et par stykker af os spiste med stort velbehag.

Dagens fiskebuffet havde trukket en del lokale ind til en hyggeaften på kroen. Men nu er det jo sådan at vi på tværs af landegrænserne ikke taler samme sprog, så da vi i løbet af de sidste par dage var blevet rigtig rigtig dygtige til de mange swing, blev vi enige om at omdøde klubben til SwingerKlubben Ikast, se det kunne de lokale forstå. Så det endte med at næsten hele krostuen lå flade af grin.

Fra nu af hedder Hanse således mr. sWingking.

Turen var på 168 km og gennemsnithastigheden for dagen var nærmest cykel hastighed, nemlig 31 km/t.
KOMMENTARER:

Carl Erik Fyenbo
Rigtig flot og dejlig tur, man fik virkelig øvet sin swinger teknik, men det der med swing udviklede sig jo i løbet af aftenen, så jeg var lidt nervøs for at sove, jeg skulle jo dele dobbeltseng med selveste SwingerHans også kaldet Mr. SWINGKING. Tak for en god dag
Hans Henrik Fyenbo
Jeg har før ment, at der var mange sving, på nogle ture herhjemme, men det tror jeg ikke jeg mere vil syntes. Denne dags sving, og ikke mindst den gode asfalt, gjorde bare dagen helt fantastisk, rent motorcykelmæssigt. At vi så, som em ekstra bonus, fik oprettet, og skrevet kontrakt, med vores tyske afdeling af MC-SVINGER/Ikast, det gjorde jo hele kanon god. Jeg tror aldrig, at så få, har grinet så meget, denne dag, og ikke mindst aften, glemmer vi vist alle sent, men jeg har altså ikke taget permanent navneforandring, det er kun mit kunstnernavn 🙂

Dag 3. Tonenburg + Hann. Munden

Stadig i total sommervejr, og stadig medbringende den uforventede madpakke fra hotellet, blev cyklerne startet op kl. 09.10 for at køre nordpå via de små veje og via nogle gamle slotte til BikerHotellet Tonenburg.
Efter indtagelse af frokost på Tonenburg kørte vi til Hann. Munden, som er en fantastisk flot gammel by grundlagt i ca år 800, men egentlig først udbygget i det nye årtusind.
I centrum overværede vi et klokkespil som det der kendes fra Goslar.
Efter dette besøg tog vi den direkte og hurtige vej tilbage til de nyåbnede weisbeir.

Efter lidt afvaskning blev vi kl. 19.30, præsenteret for dagens overraskelse fra kroens side, de havde bare lavet en halv svinemørbrad pr. næse. Så det var jo en tvungen nødvendig at skylle alt det kød ned med et par flasker vin og noget ugennemsigtig øl. Igen var stemningen således høj inden vi gik til ro allerede omkring kl 23.

Dagens tur blev på 226 km og gennemsnitshastigheden for dagen blev på gigantiske 28 km/t.

KOMMENTARER:

Carl Erik Fyenbo
Igen, en fantastisk dejlig tur, meget spændende at besøge bikerhotellet Tonenburg rigtig flot natur, det var også rigtig hyggeligt at besøge den meget gamle by Hann.Munden, selvom nogle af os var lidt ømme bag i.
Hans Henrik Fyenbo
Alle tiders tur. Spændende at se Tonenburg, og pudsigt, at møde en man kender fra Thy. Pølsen var også god, og igen det bedste vejr, man kan ønske sig til sådan en tur. Fin gammel by vi var i, og der var da både tid til en øl, en is og en gåtur i byen, includeret en tur i kirke, vi nåede godt nok ikke at skrifte, men så var vi nokk heller ikke kommet hjem, før det var mørkt. Og så fik Kristian og Eva, jo ordnet det med fotografering til deres b……, ihvertfald indbydelsen og takkekortet er på plads.

Dag 4. Burg Griefenstein.

Højt solskin allerede da fuglene vågnede af kirkens 7 klokkeslag, fik humøret og energien tilbage i vore efterhånden udmattede kroppe. Vi havde i aftenens løssluppenhed aftalt at vi ville køre en tur ned til et historisk slot i det sydlige Hessen der hedder Burg Greifenstein.
Da dagens tur var omkring 300 km blev de lidt større veje valgt, men stadig med ekstem mange sving, hastigheden skulle bare ændres lidt for stadig at spare på slidlaget midt på dækkene.
Burg Grieffenstein er bare en oplevelse værd. Stedet er total istandsat i 1977, med stor respekt for det oprindelige. Stedet er i dag en restuarant, hvor det er muligt at spise nede i hvælvingerne, og med dagens temperatur på næsten 30 grader, var det en skøn befrielse at sætte sig til rette ved bordene i betydelig lavere temperaturer. Ikke kun os medlemmer fra MC-Ikast ville have sat pris på denne svalende temperatur, det ville en kogende rød BMW K1200RS også have haft rigtig godt af, men da vi ikke kendte Restuarantøren temperament, blev den i stedet sat til sval i skyggen under et stort træ.
Efter besøget og efter at have efterfyldt BMW’en gik turen den direkte vej tilbage til hotellet, hvor Conny stod parat til at modtage ordrerne på kølervæske til folket.
Her til opholdets sidste aftensmåltid havde kokken fabrikeret en lille tre retters menu der bestod af tomat suppe, stegte bryster (godt nok af hankøn), og sidst men ikke mindst chokolade musse.
Det faldt godt nok tungt i de efterhånden godt hævede sække der sidder lige omkring navlen. Vi begyndte efterhånden alle at ligne nogle der havde fået en ballonudvidelser. Men der er jo ikke noget en lille Irisch Coffei ikke kan kurere.
Tidlig i seng, for dagen efter bød igen på en temmelig lang køretur retur til Ikast.

Dagens tur blev på 318 km, gennemsnitfarten for dagen blev på 36 km/t.

KOMMENTARER:

Carl Erik Fyenbo
Det var vist den varmeste dag, men alligevel en fantastisk god tur, det var rigtig hyggeligt at spise frokost inde i det gamle slot, iøvrigt en rigtig god frokot for nogle, vi var tre der var knap så heldige med det vi fik bestilt, kogt æg med frankfurter, grøn sovs og kartofler, uden frankfurter, stor skuffelse når man sidder og venter på en god pølse. Tak for en rigtig god dag.
Hans Henrik Fyenbo
Rigtig god dag, meget kan man sige om dem, men de tyskere kan nu godt lave veje. Spændende at sådan et gammelt byggeri, og en ny måde, at få Frankfurter på. Og så var der altså “kun” 91 trappetrin i tårnet. (Kim havde fået det til 127, men det var nok inden moms) En rigtig varm dag, hvor “MÅGEN” bare smagte fantastisk, da vi igen var hjemme ved Connie.

Dag 5. Hjemtur.

Som aftalt var vi klar til den lange hjemtur kl. 09.00, og da jeg havde sovet lige ved siden af vor herres kommando central, nemlig den lokale kirke, var vejret selvfølgelig fantastisk, tilpas temperatur, ingen vind og ingen nedbør. Førerhundens bedste hjælpemiddel GPS’en blev sat til at finde den hurtigste vej hjem, om det var pga. af vejarbejde at hjemturen til sidst viste sig at være lidt længere end turen nedad er endnu uopklaret. Vi holdt som altid en lille pause hver eneste time og tankede hver anden gang. Så alt forløb efter planen, i hvert fald indtil motorvejs udfletningen ved Hamborg. Her sad vore alle sammens Villy og snorksov, eller også havde han lyst til en tur til Berlin. Han fortsatte ufortrødent på A1, men på et tidspunkt fandt han ud af at han var på afveje. Så nu handlede det ikke om befri Villy men find Villy, efter lidt telefonisk samtale fik vi ham ledt ind på ruten mod Danmark. Da vi lige før den danske grænse igen holdt en lille pause kunne vi høre en lille RF’er med buldre pot suse forbi på motorvejen, og da vi igen optog kørslen fandt vi hurtig ud af at vi igen var 10 motorcykler i kolonnen. Den vellykkede 5 dages tur blev fejret med en godnat øl hos Preben og Helle.

Turen hjem blev på 678 km.
Gennemsnitlig hastighed incl pauser blev på 77 km/t, så det tog hele 8 timer og 48 min, inden vi ramte Ikast.

KOMMENTARER:

Carl Erik Fyenbo
Hjemturen gik også rigtig godt, vi sluttede af med en godnatter ved Helle og Preben, Det har simpelthen været en fantastisk tur hele vejen igennem, Preben er den fødte arrangementsmester, tusind tak for turen.
Hans Henrik Fyenbo
En dejlig tur hjem (og det lykkedes jo, at få den pølse, vi ikke fik søndag) dejligt alle kom hjem i god behold, men lidt brugte og ømme i r…., var vi nok alle igår, men “e mer´ end det kan limes”
Kim & Lise Aalstrup Poulsen
Jeg vil ikke skrive en kommentar for hver dag, da de vil ligne hinanden, men blot konstatere at vi må have en rigtig god ven foroven og at Preben, igen har formået, med et kæmpe forarbejde at lave en fantastisk Tysklandstur. Stor tak til ham. Også en stor tak til jer alle på turen fra Lise og jeg for jeres hyggelige måde at være på. Der var en del nye med på denne tur, men alle faldt lynhurtigt godt til.
Villy Aagaard Petersen
Jeg vil gerne her igennem sige TAK for en god tur, både nedad, dernede og ikke at forglemme turen hjem, især syd for Hamburg til den danske grænse, da fik RFén lov til at bestille noget, yderlig kommetar kan læse andet sted. Jeg håber jeg for lov til at tage med til næste år, jeg har sagt til Helle´s Blomster at jeg nok er fast kunde det næste år, ( så må vi jo se hvad blomster kan gøre. )
Kim & Lise Aalstrup Poulsen
Ja, hjemturen gik strygende, men motorvejskørsel kan være en farlig leg, der var vist et par stykker af os der undervejs fik en gevaldig forskrækkelse. Det er ikke lige nemt at holde flokken samlet og når afstanden bliver for stor til de bagerste er det ikke nemt at se havd de forreste gør. Men vi lærer hele tiden og bliver mere og mere erfarne. Alt i alt en rigtig god tur.

Detaljer

Start:
tors, 21 maj, 2009. 07:00
Slut:
man, 25 maj, 2009. 20:00
Begivenhed Kategorier:
, ,

Sted

Parkeringspladsen ved motorvej øst.
Jyllandsgade
Ikast, 7430 Danmark
+ Google Maps

Arrangør

Preben Jensen
Telefon:
41402041
E-mail:
preben.jensen@mcikast.dk

Skriv en kommentar