Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Syd-vest Tyskland tur/retur 2014

fre, 29 aug, 2014 - tors, 4 sep, 2014

SONY DSC

Egentlig skulle vi have været til Østrig, men da vi på dag 2 hele dagen havde kørt i regn og udsigten viste regn i de kommende dage netop hvor vi skulle køre ændrede vi planer og blev i Tyskland. Østrig turen er derfor flyttet til næste år.

Dagbog fra turen:

Lørdag d. 30. august.
Så er vi nået frem til vores første stop på turen. Hold da kæft hvor det bare har kørt som i olie. Selv om det er røv kedeligt at køre på motorvej, når man jo hurtigere sydpå. Der var faktisk rimelig meget trafik på motorvejen, men på de 2 hjulede er det jo muligt at sno sig gennem de propper der opstår. Dagen er gået godt og uden uheld. Vejret har vist sig fra sin pæne side, og vi har ikke fået regn.

 

Søndag d. 31. august.

Så endte dag 2. Ikke som forventet men en smule ud af kurs og timing. Vi mangler kun små 300 kilometer for at nå vores egentlige destination, nemlig Insbruck i Østrig. Imidlertid har det bare pisset ned i de ca. 200 km, som vi har fået kørt idag. Og NEJ, det er ikke på grund af vejret, at jeg nu sidder på et helt andet hotel et helt andet sted og skriver denne opdatering. I får 2 gæt! Hvis jeg skal giver jer et hint – B_W. På en rasteplads – og heldigvis for det, ville John Holgers Bimmer ikke i gear. Gearpedalen var knækket i en bolt og han kunne ikke skifte gear. En smule upraktisk. Vi ventede ca. 2 timer på et fejeblad, og heldigvis kunne vi søge ly på rastepladsens cafeteria. Nå, men bimmeren er hentet og kørt til bimmer doktoren, så må vi se om han kan fikse den i morgen. Så indtil da, sidder vi og nyder en kølig, mens vi kigger ud på det dårlige vejr, og brusekabiner, radiatorer m.v. på vores værelser er fyldt med vådt kluns, som vi forsøger at få til at tøre, inden vi forhåbentlig skal videre imorgen. Så må vi se hvad dagen bringer og hvor vi ender.

Note til mig selv! Husk at bestille fejeblad som følgevogn når der er bimmere med på turen!!!.
Nå bortset fra det, er det jo sur n……., og vi håber at resten af turen kan gennemføres uden tekniske problemer, for nogen af os.

 

Mandag d. 1. september.
“På tredje dagen opstanden fra de døde”, passer meget godt på John Holgers Bimmer. Vi fik den bragt til et BMW Autoværksted, som fiksede problemet. Så nu kunne vi komme videre. Da vejret i det sydtyske samt Østrig og østover ser ret deprimerende ud, har vi valgt at ændre planerne helt. Vi kører således ikke den planlagte tur til Østrig, men vender istedet snuden på Vest. Der er vejrudsigten meget bedre, hvilket vi da også fik at mærke på turen idag. Vi er endt i byen Cochem ved Moselfloden, og har kørt i fint vejr hele dagen. Byen er fyldt med liv og musik grundet afslutning på vinhøsten. Eller den bliver ihvertfald fejret med levende musik, hvilket vi da også kan få glæde af på vores hotel. Det har været en fin dag, og imorgen fortsætter vi via Koblenz til Rothaargebirge og Winterberg. Vejrudsigten ser lovende ud.

 

Tirsdag d. 2. september.
Så endte tirsdagens udflugt i byen Winterberg. Vi har indlogeret os på Hotel Schneider, et sted som John og René har brugt flere gange før. Værtsparret er fantastisk søde, og også denne gang lukkede de op på deres fridag. Super dejligt at kunne komme under etableret tag. Vejret har ellers været fint hele dagen og vi har fået set en masse. Preben og Kim kunne bruge deres erfaringer fra tidligere ture til området og især Preben kender det jo rigtig godt. Så vi planlægger lidt fra gang til gang. Vi har ikke været meget på de større veje idag, men primært anvendt de mindre og kurvede af slagsen. Vi har ikke haft problemer med udstyret og John Holgers Bimmer viser sig nu fra sin pæne side. Lad os håbe, at det fortsætter. Imorgen går turen mod Kassel og omegn, og så må vi se hvad vi finder på. Efter at have nydt en bette øl i baren på hotellet, er det tid til vask og en tur ud i byen, for at få et måltid mad.

 

Onsdag d. 3. september.
Onsdagen er afsluttet og vi er endt i Goslar. Her har vi indlogeret os på Hurbertus Hof hotel. Preben har kørt som førerhund hele dagen, da han jo er født og opvokset i området og har kørt der lige siden – (en sandhed med flere modifikationer). Dagen har budt på sindssygt mange fede sving og Preben og John Holger gik da også i “drengerøvs” mode, eller noget som lignede. Der blev holdt en god gennemsnitsfart hele dagen igennem. Vejret har vist sig fra sine pæne side, og det har været en god dag. John Holgers Bimmer fik en enkelt “kampskade”, da den traditionen tro, blev kastet rundt i svingene. Bremsepedalen blev en lille smule bøjet, da den fik kontakt med asfalten. Det bevirkede, at vi lige måtte justere kontakten til bremselyset en lille smule. Der blev kørt efter evne, hvorfor undertegnede typisk ankom ca. 15 minutter efter alle de andre, når der skulle holdes pause!!!!!!!

Nå – spøg til side. Det har været en fed dag hvor alle kunne nyde de fede veje samt den skønne natur.
Imorgen sætter vi kursen mod Ikast.

 

Torsdag d. 4. september.
Torsdagen endte i Ikast, efter en lang tur på den tyske motorvej. Der var ikke meget nyt undervejs, idet der blev givet godt med gas, for at komme hjem i fornuftig tid. Turen forløb uden problemer og vi sagde pænt farvel til hinanden ved Give, hvor vi hver især satte kursen mod vores respektive hjem. Selv om turen skulle have haft helt andet forløb, endte det dog med en superfed tur og mange gode oplevelser. Turen til Østrig skal dog gennemføres og planlægges til en periode næste år. Tak til Preben, Kim og John for godt selskab og højt humør hele turen igennem.

 

Detaljer

Start:
fre, 29 aug, 2014
Slut:
tors, 4 sep, 2014
Begivenhed Kategorier:
, ,

Sted

Parkeringspladsen ved motorvej øst.
La Cours vej 14
Ikast, 7430 Danmark
+ Google Maps

3 kommentarer til “Syd-vest Tyskland tur/retur 2014”

  1. På trods af vejrets beskaffenhed, og det faktum at vi nærmest var tvunget til at ændre turen, blev det en rigtig god tur. Bortset fra en del motorveje, fandt vi en masse rigtig gode sving på den alternative tur. Tak til Rene for arrangementet. Østrig turen er lagt ind til Juni 2015.

Skriv en kommentar